You are here: Home » Nethistorier » En god dag i haven

En god dag i haven

Så blev vejret endelig så godt, at jeg kunne få taget et ordentligt ryk i haven. Og det trængte efterhånden også gevaldigt efter en lang vinter.

Først blev der ryddet op

Jeg startede dagen med at få ryddet op i noget hegn, som var delvis væltet i en af vinterens mange storme. Det tog et par timer at få det hele skilt ad og båret hen på traileren. Og midt imellem virvaret af brædder lå der også nogle fliser, som jeg ikke havde fået taget mig sammen til at fjerne sidste år. Så det klarede jeg også lige, nu jeg var kommet i gang. Det pyntede gevaldigt at få ryddet op i hele den rodebunke.

Da oprydningsarbejdet var færdigt, var det tid til at kigge på, at få sat noget nyt hegn op. Det er ikke fordi, at vi har noget imod vores naboer. Men vi har hund. Og den synes altså, at naboens kat er vældig interessant. Så hvis vi ikke har et hegn sat op, så løber den bare rundt ovre hos vores naboer hele tiden. Og det tvivler jeg på, vil være særlig populært.

Så kom vi i gang med hegnet

I stedet for at sætte et nyt massivt stakit op, har jeg valgt bare at grave nogle stolper ned med et par meter mellemrum og så sætte noget trådhegn op. Det er jo nok til at holde hunden hjemme og virker knap så voldsomt som et stakit. Jeg blev færdig med at sætte stolperne op i dag og mangler nu bare trådhegnet. Så det vil jeg få sat op i morgen. Det burde kunne klares på et par timer. Så er der også tid tilbage til at kigge på en opgave eller to mere.

Blandt andet har jeg tænkt mig, at jeg skal have set lidt til græsplænen. Vi har i flere år døjet en del med mos. Og det ser ikke ud til, at det bliver nogen undtagelse i år. Så hvis jeg kan nå det i morgen, vil jeg se at få revet græsplænen en tur igennem med mosriven.

Når vi er færdige, skal der tages billeder og hoveres

Når jeg forhåbentlig er færdig med både hegn og græsplæne en gang i morgen eftermiddag, vil jeg tage nogle gode billeder og smide på nettet. Så kan jeg nemlig hovere lidt overfor min genbo og gode ven Knud over, at jeg er kommet i gang med haven. Han er nemlig ikke kommet ud af starthullerne endnu, for de har haft er par familie fødselsdage at se til de sidste par weekender. Så det har givet mig et fint forspring i år. Og det skal jeg naturligvis nå udnytte til lidt offentligt pral, inden han får indhentet det forsømte.

Knud og jeg plejer at have en lille intern konkurrence om, hvem der først får sin have sommerklar. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg vist endnu har til gode at vinde den kamp. Knud er nemlig vaskeægte havemand, så han er svær at hamle op med. Men i år har jeg virkelig tænkt mig at gøre et ihærdigt forsøg. Og så styrker et jo moralen ret pænt, at jeg er kommet først i gang.