Det er en kvinde, der står bagved mig. I køen henne ved betalingskassen i supermarkedet. Det er en stor kvinde. En af dem, der har brug for tøj i store størrelser til kvinder. Og hendes mand har samme behov for stort tøj – til mænd selvfølgelig.Hun er glad. Nærmest lidt overspændt. Hun griner og knuser sin lille dreng ind til sig. En glad mor. Det er faktisk rart at se og høre. Hvis bare ikke kassedamen var så sur at se på, ville jeg egentlig vende mig om og spørge kvinden, om hun fejrer et eller andet. Ikke med ironi i stemmen. Nej. Med oprigtig, menneskelig nysgerrighed og smil i øjnene.
Kassedamen
Men kassedamen har magten. Det er lørdag formiddag. Og af en eller anden grund er det en af de allertravleste tidspunkter i løbet af ugen, man kan købe ind på. Jeg gør det. Du gør det. Måske fordi det er det første tidspunkt i løbet af ugen, hvor vi ligesom giver os selv lov til at bruge lidt mere tid på at købe ind til hele ugen, der kommer – og samtidigt skeje lidt ud med lidt ekstra lækre ting til weekenden og måske også en gave til børnene. I hvert tilfælde, så er det aldrig sjovt at gå på indkøb i supermarkedet lørdag formiddag.
Glæde i luften
Men denne gang er her en stemning af glæde. Måske på grund af kvinden, der står bagved mig. Hun er bare så glad. Og hun lægger ikke skjul på det. Hun er stolt. Hun er klar til at feste, kan vi, der står omkring hende i køerne, høre. Hun skal hjem og grille. Der skal festes i familien. Det er vi slet ikke i tvivl om. Og festen? Ja, den er for den lille drengs storebror. Jeg kan godt høre, at den lille dreng, som hun krammer, er lidt flov. Han bryder sig ikke om hendes store bevægelser og hendes kys på hans kinder. Jeg fornemmer sådan ud af bagsiden af mit øje, at han forsøger at vride sig ud af hendes arme og væk fra hendes kærlige kys.
Så er det min tur
Det er blevet min tur ved kassen. Jeg lægger hurtigt mine varer op på båndet. Jeg kan se, at imens kassedamen kører mine varer igennem scanneren, læsser kvinden sine varer op på båndet. Der er både billige pølser og dyre bøffer. Der er massevis af grøntsager, der også skal på grillen, tænker jeg. Der er sodavand, cola og vin.
Faktisk bliver jeg lidt misundelig. Jeg køber jo kun det allermest nødvendige ind, så jeg lige får kalorier nok til at overleve med. Jeg skejer aldrig ud. Jeg har det sjældent sjovt. Og det der med at grille et stort stykke kød er slet ikke noget, jeg vil overveje. Hvorfor? Fordi jeg har glemt at have det sjovt. Jeg har glemt, at jeg godt må forkæle mig selv og min familie. Og her bagved mig står der en kvinde, der ikke har glemt det. Og hun har et godt liv. Jeg kan jo se, at hendes mand med glæde åbner bagagerummet for hende, så de hurtigt kan komme hjem og tænde op i grillen. Er jeg bare en lille smule misundelig?
